Jane og Ronald

Jeg arbejdede sammen med Jane mens jeg var hos Reach Out. Hun er counsellor - en slags socialrådgiver - hvis fornemmeste opgave er at fortælle folk at de skal dø af HIV. En dag mens vi sad med hver vores frokosttallerken med posho og beans, fortalte hun om "" Action for the needy", et projekt hun har startet i Luwero distriktet udefor Kampala. Projektet formidler undervisning og medicin til HIV og AIDS ramte i landsbyerne som ligger så langt væk, at ingen kommer derud. Hun fortalte at hun sammen med Ronald, en anden fra hendes landsby, kæmper for at søge midler til at støtte deres projekt. Den økonomiske støtte har lange udsigter og mange af deres gode ideér er sat på standby. Hun spurgte om jeg havde lyst til at komme med næste gang hun skulle besøge området. Det tog mig ca. ½ sekund at sige "JA!"

En uge senere kørte vi, Jane, Ronald og jeg til Luwero, i en bil pakket med mad, tøj og medicin.Køreturen tog 3½ time. De sidste 30 km udgjorde 1½ time og foregik på denne vej:

Dagens mål var at nå ud til syv forskellige familier som skulle have genopfyldt medicinlageret. Inden vi nåede den første familie kørte vi forbi den lokale skole. Jane og Ronald sparede sammen til at bygge den i seks måneder. Det kostede, alt inkl., 300.000 shillings - 735 kroner og de er meget stolte af den!  

 

Skolen huser fire klasser, med ca 20 børn i hver klasse. Der er ikke længere plads til alle og man må hver dag afvise nogle af de børn som har gået op til 20 km for at komme i skole. Forarbejdet for at bygge ud er begyndt og de vurderer at en skole af mursten til ca. 200 børn kan stå klar om tre år. Hvis alt går vel.

Vi mødte syv familier, og billedet nedenunder er en af dem. Et klassisk eksempel.
Familien består af far, mor og seks børn. "Moderen" er ikke mor til nogen af dem. Hun er nemlig kone nummer tre. De to andre er døde af HIV. Tre børn er også døde af HIV. Faren, og de fire ældste børn er HIV positive, men har det godt efter at de begyndte at få reglmæssig medicinsk behandling. Gennem Jane og Ronalds projekt får de nemlig ikke kun gratis anti retro viral medicin, de får også gratis behandling mod malaria, tuberkulose, menigitis og lungebetændelser. Sygdomme som de får jævnligt.  

En af familierne. Far med fire sønner. Mor stak af da hun fandt ud at far var HIV positiv. familien har hørt at hun nu selv er død af HIV.
Faren er for syg til at arbejde og bruger alle sine penge på at sende sine sønner i skole. Jeg fik en papaya frugt af dem - og det var virkelig en flot gave!

En tredje familie. Far, mor og fire børn. Alle HIV positive og ludfattige. familien har kun et par bukser og en kjole til børnene, og med fire drenge betyder det at de skiftes til at have hhv. bukser og kjole på.
Jeg havde tømt Jonathans skab for alt hvad han kunne undvære og synes at dette måtte være det rigtige sted at aflevere det. Børnene har nu alle et sæt tøj.

Nedenstående er fra den fjerde familie. Mor med seks børn. Far døde af HIV for 2 år siden. Mor er egentlig moster og nabo til de fire børn, men da deres forældre døde tog hun dem til sig. Alle er HIV positive.



Familiens køkken



Udover at hele familien er HIV positive fik et af børnene menigitis sidste år. Han var en sund, velfungerende, fire årig dreng. Men med 50 km til nærmeste lægeklinik og ingen penge til at betale for det fik Kawembe hjælp alt for sent. Først da noboerne hjalp økonomisk kunne han få antibiotika som reddede hans liv. Idag er han som følge af sygdommen blind, fysisk handicappet og mentalt retarderet.



Kawembe på sin storesøsters ryg. Søsteren er otte år gammel.



Familien er trods sygdom og økonomisk krise fyldt med overskud og Kawembe får den omsorg han har behov for. Han er stadig lille nok til at de kan bære ham rundt, men frygter den dag han bliver for stor til det. Jane og Ronald er i gang med at søge  økonomisk støtte til familien så Kawembe kan komme til Mulago Hospital i Kampala og modtage kvalificeret hjælp og fysiotherapi så han måske kan genvide lidt af sin fysik.

Jeg ved det godt. Det er en gang led følelsesporno som Tv2 knap kunne gøre det bedre. Ikke desto mindre er det altså den virkelige verden for rigtig mange mennesker i Uganda. Antallet af børn, der er blevet forældreløse som følge af aids-dødsfald, er iflg. Danida anslået til at være 1,7 millioner.

Hvis nogen kunne have lyst til at hjælpe, enten med aflagt tøj eller penge til mad, skole eller medicin, hjælper vi hellere end gerne med at bringe det videre. Samtidig vil vi gerne slå et slag for "Danmarks Indsamling 2012", som bl.a. hjælper børn i det nordlige Uganda.

Læs mere om præcis hvordan du kan hjælpe HER

Jonathans hjerne

brænder sammen ca. tre gange om dagen. Lola Jensen og alle de andre siger at det er helt normalt. Og jo, måske er det helt normalt blandt alle treårige midt i deres livs krise, men prøv at spørg om jeg gider høre den sætning en gang til. As in - ever!

Når det er sagt er Jonathan vist ikke engang det værste eksemplar. Faktisk er han det meste af tiden skide sød, og deler rundhåndet ud af både kys og kram. Men indimellem finder hans psykotiske side op til overfladen, hvor han nægter at spise morgenmad medmindre han må have underbukserne på hovedet eller når han med blodsprængte øjne, knyttede næver og en frygtelig høj råben nægter at lægge sig til at sove.
Det bringer mig hver gang tilbage til virkeligheden.

Vi har (næsten) lært at håndtere det uden at blive sindsyge. Men jeg har ondt af farfar Jan som kommer i næste uge og Mette og Christopher som kommer d. 19 feb. Held og lykke til jer!

"Whine regionen" og "Hygiene - avoidence ventriklen" har vi specielt godt kendskab til

.

Der var engang et bryllup

Inden Uganda var der et bryllup. Et fantastisk et af slagsen, hvor brudeparret blev fejret af familie og venner, som det aldrig er sket før. Vi var så glade og husker tilbage på dagen som var det igår.

Dansk sommerregn, musik, kærlig familie, taler, dans, kulørte lamper, venner for livet og kærlighed - en helt masse kærlighed.

Det' gas!

Vi har gasovn- og komfur. Og det er fint. Undtagen når vi løber tør for gas sammen med resten af Kampala. De sidste 11 dage har vi været uden gas, men har til gengæld spist meget ude og fået vanvittig meget take-out. Man når bare et tidspunkt hvor man bliver træt af det.
Hvor man ikke orker at tage pænt tøj på for at kan få aftensmad.

Hvor Jonathan opgivende spøger, "Skal vi have indisk igen!?"

Hvor man skidegodt kunne tænke sig at bage brød til madpakker.

Hvor man ikke længere behøver at spørge på alle tankstationer i byen om der er kommet gas, men istedet bare for et afværgende vift fra servicemændende.

Igår tog vi "the african way" og stak servicemand 10.000 shillings og sagde "RING! når der kommer gas." I morges ringede han. Da vi stod der halvanden time senere var der udsolgt.

I hvert fald for alle der ikke havde givet servicemanden 25 kroner.




 

For tre år siden

Så vi Jonathan for første gang. En tidlig søndag morgen. 3.5 kg rendyrket kærlighed.

Vi har fejret et-års og to-års fødseldag - hver gang med en smule nostalgi og ambivalente følelser over den lille baby der blev så stor. Nostalgien vil altid være til stede på hans fødselsdag. Især når klokken bliver 7.40. Men de ambivalente følelser er ikke længere til stede. Jonathan er ikke baby eller tumling - han er en stor dreng som går i børnehave, er uden ble, bor i Uganda og taler flydende engelsk. En stor, klog og kærlig dreng.

Tillykke Jonathan - tre år klæder dig!

Dannebrog i Uganda

Fødselsdagstoget har været på bordet til hver fødselsdag,
og blev som det første pakket i kufferten da vi forlod Danmark

Gaver!

Flere gaver!

Pandekager til børnehaven.

Arbejde og Gaddafi Mosque. Hver for sig vel at mærke.

Det er ikke nogen velbevaret hemmelighed. Jeg kan have lidt svært ved at tage en beslutning, og endnu sværere ved at holde fast i den beslutning. Men valget om at skifte arbejde er velovervejet. Faktisk så velovervejet at det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke gjorde det tidligere.

En venlig sjæl

gjorde mig opmærksom på at man skal have en google-konto for at kunne skrive kommentarer på bloggen. Det er nu ændret, så kommenter endelig. Det er dejligt at vide I læser med! :)

Ting jeg ville ønske nogen havde fortalt mig, før jeg fik arbejde som sygeplejerske i Uganda

Drenge bliver impotente af at gå med ble.

Man må ikke have gult tøj på når man tager til læge. Det forstyrer lægen.

Babyer bliver angrebet af onde ånder hvis de gaber.

Når et barn er født skal man, uanset barnets tilstand, binde en snor om livet på det for at sikre det en flot talje som voksen.

Pædagogik er et skældsord.

Som sygeplejerske eller læge er den eneste acceptable tiltaleform, Mzau, som direkte oversat betyder Guds hjælper.

Arbejdsbyrde og stress er ikke noget man skal bekymre sig om. Har du lyst til to timers frokostpause, så tager du to timers frokostpause.

Det er okay at skændes højlydt foran patienten med smitsom tuberkulose, om hvem der skal se ham. Han smitter jo? Bvadr!

Tavshedspligt. Hvad er det?

Ventertider og køkultur staves: K-O-R-R-U-P-T-I-O-N.

Blindtarmsbetændelser forekommer ikke i Afrika.



Og hvis nogen skulle være i tvivl om ironi kan forekomme, så kan jeg kun henvise til lægerne og sygeplejerskerne som har været så venlige at indvie mig i Ugandisk kultur. Ikke kun ved at fortælle, men  også ved at vise.

Kender i det?

Når man står foran børnehaven første mandag efter ferien kl 8.45 og der så ikke er åben før i morgen?

Nej?





Det gør vi!

(Hilsen en mor der havde så travlt med at få sit yngel passet af nogle andre efter en måneds juleferie at hun glemte den rigtige dato)

Oldschool wordfeud for the win!

Vi spiller ikke worfeud. For vi er ikke smarte med smartphones. Men inspireret af hende her (og også lidt resten af Danmark) har vi fundet scrabblespillet frem og er nu på "Oldschool-wordfeud-holdet"

Det var skidehyggeligt at fredags-sofa-hygge med virkelig åndsvage ord og sammensætninger, slik, musik og stearinlys. Meget hyggerligere end at sidde og stirre ned i en telefon.

Ihvert fald indtil jeg får min egen smartphone.

Når ferien slutter...

...skal vi tilbage på arbejde og i børnehave. Men Jonathan og Pia har tre skønne feriedage endnu!

Jake (den stakkel) startede i mandags, og selvom mængden af alkohol og antallet af pinlige samtaler holdt sig på et absolut minimum til nytår, var øjenlågene vist lidt tunge da vækkeuret ringede kl 6.15. mandag morgen.

Vores nytårsaften var god. Rigtig god! Vi fulgte strategien fra juleaften og uden høje forventninger mødtes vi på Hotel Emin Pasha med Steen, en gammel ven af Jakes familie fra tiden i Tanzania, hans familie og to andre danske par som også er bosat i Uganda. Vi fik lækker mad, god vin og det var bare så fantastisk dejligt selskab. Vejret viste sig fra sin absolut bedste side og derfor kunne vi sidde under den afrikanske stjernehimmel og nyde hele aftenen. Der var livemusik fra lokale bands, og endda et kæmpe festfyrværkeri kl. 00.00.
Jonathan var eksemplarisk og hyggede sig vældigt, indtil han på eget initiativ lagde sig til at sove i klapvognen, kort efter midnat.

Kl. 03.00 lå vi i vores seng og kunne skænke en tanke til de medlemmer af familien som holdt nytår i England, inden vi faldt i søvn - trætte efter en dejlig nytårsaften.

Desværre, har vi ikke nogle billeder. Kameraet opførte sig som en trodsig teenager, og valgte at dø da vi tændte det. (eller også glemte vi at lade det op)

Hvis vi skal bevæge os over i det nostalgiske hjørne har vi sagt farvel til et 2011 som var fuldstændig vanvittig godt!

Pia blev sygeplejerske!
Vi blev gift!!
Og vi flyttede til Uganda!!!

Jeg er spændt på at se om 2012 kan slå det!

Vi ved at der er meget godt i vente og af mange ting på en lang liste kan vi nævne;
Jonathan bliver tre! år, vi får besøg af Mette og Christopher til februar, Nickolas og Marie flytter også til det østafrikanske og runder Kampala i juli sammen med Allan, selvsamme måned kommer Mikkel og besøger os inden han hjælper os med at flytte til Danmark igen.

Desuden bliver verden beriget med en lang række af skønne unger i løbet af 2012, og vi glæder os til at se dem alle når vi kommer hjem!

Vi slutter hvor vi startede. Med ferie. For vores er ikke slut endnu.

Vi svømmer en del for tiden. For det er blevet sommer i Uganda. 30-35 grader og absolut ingen regn for tiden! Det er skidevarmt og jeg tillader mig at brokke mig over det for jeg kan bedst lide vinter og sne med hvad der dertil hører af hygge, starinlys og tæpper.
Da dette billede blev taget var det blevet for varmt at være i solen, og vi måtte op af vandet for at køle af i skyggen.

Frokost på ambassaden med Jake, Vi gjorde det ofte i starten inden Pia fik arbejde og Jonathan kom i børnehave. I denne uge havde vi tid til det igen og det var hyggeligt som altid.