Velkommen

Kampala, Uganda
En blog om at få mor, far og treårig søn til at passe ind i Uganda. Følg med i vores hverdag, med alt hvad den må indeholde, og del oplevelser, glæder og udfordringer med os.

Fodboldstøvlerne

Mens vi stadig var i Danmark blev vi kontaktet af en en de gamle praktikanter hernede, Jacob, som i sin fritid har hjulpet en gruppe gadebørn og også trænede dem i fodbold.
Jacob havde kontakt med en journalist fra Nordjyske, som havde samlet fodboldstøvler ind i sit nærområde og nu ville sende dem til gadebørnene. Derfor fik vi arrangeret at vi tog dem med herned.
De fyldte en hel kuffert og mange af dem var meget, meget fine!

I lørdags var vi ude at aflevere dem.
Vi kørte i en taxa og blev ved vejen mødt af Jacob og to af drengene, som straks tog kufferten og begav sig ned gennem det meget fattige kvarter.
Området var præcis, hvad man forestiller sig Afrika er, når man ikke har været her.
Det var mudret, beskidt, fyldt med ænder, høns og rotter som alle mæskede sig i affald og spildevand. Den lokale slagterforetning var et træskur på ca. 4 kvadratmeter med et lille vindue, hvori udskåret kød lå henslængt over kanten. En dame var ved at vælge sig et stykke da vi gik forbi. Hun viftede gentagne gange med hænderne for at få fluerne væk, bare for at kunne se kødet.

Vi blev ført ned af en lille snoet vej og bukkede os igennem et lille hul i en låge for at komme ind i baggården til bygningen der huser gadebørnene. De ventede spændt på os.
Børnene bliver hjulpet, og huset af Joshua som selv har levet på gaden før han blev opdaget og blev professionel fodboldspiller. Hans karriere stoppede brat da han blev nyresyg og fik anlagt kateter. Nu bruger han derfor al sin tid og penge på børnene og har ansvaret for 25 børn i en alder af 23 år.



Vi blev taget godt imod af alle. Jonathan fik særlig meget opmærksomhed - specielt fra pigerne herover.


Manden ovenover er gammel professionel bokser. Han hjælper Joshua med børnene i det omfang han kan. Flere gange har han bokset velgørenhedskampe for at samle penge, møbler og mad ind til børnene.


Børnene tjener penge ved at lave halskæder, armbånd og øreringe som de sælger videre. De er fantastisk flotte, og Jonathan var så heldig at få et armbånd med hjem. Til gengæld fik de vores kuffert.



Jacob (i den røde trøje) var glad for at vi havde fået støvlerne med ned og var stolt over at kunne give dem til børnene inden han rejste hjem til Danmark senere samme eftermiddag


Støvler blev beundret, prøvet og byttet rundt på kryds og tværs



Jonathan er ikke længere bange for "de sorte mænd" og hyggede sig vældigt med børnene.



Glade børn med nye fodboldstøvler



Vi sagde på gensyn og lovede børnene at komme tilbage en anden gang. Løftet bliver indfriet om ganske kort tid, for der en en stor taske med spillertøj på vej herned til dem.

2 kommentarer:

  1. Ej, hvor er det altså rørende... Jeg sidder og får helt tårer i øjnene! Tak, for endnu en dejlig måde at komme uden om kemirapporten på! :o)

    Kys til jer alle tre - Eva!

    SvarSlet
  2. Nååå jacob i den røde trøje ! det er jo også det der gør han virkelig skiller sig ud fra de andre, som også har en rød trøje på...
    Mikkel:D

    SvarSlet